
Individuel måling og fordeling af varme og vand er reguleret af flere lovgivninger inklusiv målerbekendtgørelsen, lejeloven og EU's energieffektivitetsdirektiv
Kravene fremgår af målerbekendtgørelsen (§§ 5–8). Pligten påhviler ejendommens ejer — i en ejer- eller andelsforening er det foreningen (§ 12).
Det europæiske energieffektivitetsdirektiv (EED) kræver, at målere til varme, varmt vand og køling, der er installeret efter 25. oktober 2020, er fjernaflæselige — altså kunne aflæses uden adgang til boligen. Ældre målere skal være gjort fjernaflæselige eller udskiftet senest 1. januar 2027 (§ 1, stk. 9 og 10).
Kravet gælder ikke, hvis udskiftningen ikke er omkostningseffektiv — men det skal ejeren kunne dokumentere med en beregning.
Er målerne fjernaflæste, skal beboerne have oplysninger om deres varmeforbrug mindst én gang om måneden i fyringssæsonen — ikke kun i årsopgørelsen. Oplysningerne kan stilles til rådighed digitalt, når beboeren får besked om det. Vores platform leverer den del automatisk.
Årsopgørelsen skal desuden sammenligne forbruget med samme periode året før, korrigeret for graddage, og med en gennemsnitlig beboer i samme kategori. Oplysningerne er gratis for beboeren, men rimelige udgifter til en ekstern leverandør af måling og fordeling kan indgå i regnskabet. Reglerne står i energioplysningsbekendtgørelsen (§§ 8, 9 og 12).
I lejeboliger skal lejeren have forbrugsregnskabet senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb. Leveres varmen fra et kollektivt forsyningsanlæg, fx fjernvarme, er fristen 3 måneder efter, at udlejeren har modtaget den endelige afregning, hvis det giver en senere dato (lejelovens § 75).
Overskrides fristen, mister udlejeren retten til efterbetaling (§ 79). Ejer- og andelsforeninger er ikke omfattet af lejelovens frister, men følger i praksis samme rytme.
En lejer kan gøre skriftlig indsigelse senest 6 uger efter, at regnskabet er kommet frem, og skal angive, hvilke punkter der ikke kan godkendes (lejeloven § 77). Vil udlejeren fastholde kravet om efterbetaling, skal sagen indbringes for huslejenævnet inden yderligere 6 uger — i almene boliger for beboerklagenævnet.
Må vi bruge cookies?
Kun til at måle, om vores annoncer virker. Læs mere